Mosteriet opstod som et led i Tvedemoses plan om recirkulering af ressourcer og en lokal forsyningskæde, hvor den lollandske gårds æggeproduktion skaber hønsegødning til brug i svampeproduktionen, og æbleplantagen benytter sig af den brugte svampekompost. Ud over Mosteriets egen æbleplantage, er der i perioder også mulighed for, at man kan komme med sine egne æbler, og få dem mostet.
Der er travlt på Tvedemose i øjeblikket – så travlt at selv chefen har hænderne oppe af lommerne. Nej spøg til side, Jens Christian er ikke en mand der er bange for at lave noget. Faktisk er det kendetegnet ved alle medarbejderne på Tvedemose – effektive kollegaer der hjælper hinanden, så vi sikrer os det bedste resultat og den højeste kvalitet.
Siden 1963 har vi dyrket svampe på Tvedemose. Det har været en rejse med en masse spændende oplevelser og viden vi gerne vil dele ud af. Følg med når vi løbende fortæller historier fra hverdagen, giver indblik i hvordan produktionen af champignon og specialsvampe foregår og fortæller anekdoter fra de sidste 50 år – god fornøjelse.
Champignon dyrkes på kompost vi selv producerer fra bunden ved at kompostere halm med hestestrøelse og kyllingegødning. For at vores champignon kan vokse er det nødvendigt at lægge et lag spagnum oven på komposten som svampene vokser op i. Dette skyldes at spagnumen indeholder nogle enzymer som aktiverer dannelsen af svampene.
Når svampene har den rette størrelse, håndplukkes de fra bedene, dette gøres for at undgå at beskadige svampene. Samtidig skæres jorden ikke fra, da den ekstra næring som sidder her giver længere holdbarhed. Så vælg altid en champignon med rod, hvis du vil have den højeste kvalitet. En god champignon er kendetegnet ved at være fast i kødet, dansk og dyrket efter økologiske principper.
Når du bruger svampene i madlavningen, skærer du blot roden fra og skyller svampen under rindende vand. Herefter er de klar til at sætte prikken over i’et i et væld af retter. Se evt. vores opskrifter og bliv inspireret til at bruge svampe i madlavningen – god fornøjelse.
Efteråret betyder at det ikke bare er i butikkerne du kan finde svampe, men at du også har mulighed for at gå i skoven for at finde spændende smagsoplevelser.
Selv om svampe smager fantastisk og kan bidrage til at løfte smagsoplevelsen i mange retter, er der også en risiko forbundet med selv at finde lækkerierne i skoven. For det første, er det velkendt at nogle svampearter er giftige, så allier dig altid med en der har forstand på de forskellige svampe, hvis du vil i skoven. For det andet så er svampe en organisme som har et stort forkromet netværk under jorden. Svampenetværket har den egenskab at det kan optage nærmest alt på sin vej. Dette betyder at du skal være opmærksom på i hvilket område du går på svampejagt. Er jorden forurenet eksempelvis med tungmetaller, bliver disse optaget i svampene og vil derfor ikke være sunde at spise.
På Tvedemose dyrker vi selv komposten som svampene dyrkes i fra bunden. Det betyder at vi kender de materialer som svampene lever af og har styr på alle processer. Når det er sagt, så kan det selvfølgelig være en sjov oplevelse at gå i skoven og har du styr på det – synes vi bare det er fedt at du gør det. Er du ikke helt sikker i din sag og du gerne vil eksperimentere med svampe, kan vi opfordre til selv at prøve at dyrke svampe. Shii-take svampe er de mest producerede svampe i verden og den kan du også dyrke. Shii-take dyrkes på en savsmuldsblok som vandes, hvorefter svampene hurtigt kommer frem. Er du interesseret i at vide mere, kan du læse mere her.
Sol og svampe
Det er ikke sol vi har manglet de seneste måneder i lille Danmark, kan man vidst roligt sige. Men selv om solen har bagt fra morgen til aften, er det ikke noget vores svampe har mærket meget til. I dyrkningsrummene bliver temperatur og fugtighed nøje styret, så den højeste kvalitet opnås. Medarbejderne er heller ikke utilfreds med at svampene ikke står under åben himmel – puha det ville være en varm omgang. Den eneste ulempe ved at svampene ikke dyrkes under solens stråler hænger sammen med en af svampene helt særlige kvaliteter; Når svampene får sollys danner svampene D-vitamin.
D-vitamin fremmer optaget af calcium og fosfat og er blandt andet gavnlig for knogler og tænder. Så næste gang du handler portobello, champignon eller andre svampe, kan du jo lige stikke svampen ud i solen et par minutter, inden den ryger på grillen.
Der er så skønt på landet
Der er travlt i den lille grønne afdeling for øjeblikket, men det er ikke champignoner der bliver dyrket for tiden. Vi har besluttet at renovere afdelingen, så den gamle kantine er brækket ned, og de næste par uger står den på renovering. Efter vi byggede til i den nye afdeling for to år siden, har vi ikke benyttet den lille afdeling, men nu er det endnu en gang tid til at indtage rammerne, der i så mange år var omdrejningspunktet for dyrkningen af vores svampe.
Vi glæder os til at se det endelige resultat 🙂
Muld til haven
– besøg hos Birgith og Alf i Præstø.
Birgith og Alf har en have som kan få de fleste med jord under neglene til at spærre øjnene op. Birgith og Alf er flittige brugere af den økologiske muld fra Tvedemose, de ser det som et nødvendig gode for at opretholde kvaliteten i deres pragtfulde have.
Det ser ikke ud af meget i det tidlige forår, det er nærmest lidt kedeligt at se på selv om himlen er blå, solen varmer og foråret titter frem. Men alt det ændrer sig, ikke mindst i Birgith og Alf’s have, hvor sommeren byder på et sandt potpourri af et farvemekka med blomster, buske og træer i alverdens farver.
Alf og Birgith går op i deres have med liv og sjæl, de elsker at passe godt på deres have, så de kan nyde dens pragt hen over sommeren. Den økologiske jordforbedring der spredes ud i hele haven, er med til at sikre et flot resultat år efter år. Mulden spredes omkring planter og buske, i bede og vendes ned i jorden for at sikre luft og liv.
Her er et lille indblik i hvordan haven så ud sidste år – sikke en forskel! Vi glæder os til sommer og er spændt på at se resultatet igen i år.
Portobelloerne skyder frem
Dyrkningsrummene boomer med portobello i denne tid. Har du også fundet grillen frem og serveret grillede portobello? Ugens portobello-tip blev serveret i dyrkningsrummet, da en af kollegaerne sagde – prøv at udhule portobello’en, fyld den med sauce og grill den, så har du din egen personlige skål med sauce – prikken over i’et, en hyggelig forårsaften.
Vidste du at portobello’en er en brun champignon der har de rette kvaliteter til at blive ståede et par dage mere på bedet. Svampen fordobler sin størrelse hvert døgn, så det går pænt stærkt og smagen er mere kraftfuld hvilket skyldes et højere tørstofindhold i portobello’en.
Øko-muld i haven – Piledamsskovhave
I denne uge var Tvedemose på besøg hos Mette Pihl, som bor i et hyggeligt lille landsted i Jungshoved ved Præstø, sammen med sin familie. Forud for besøget, i sidste weekend, var Mette på Tvedemose for at købe økologisk muld til hendes have. I den sammenhæng inviterede hun Tvedemose til at besøge hende, så vi kunne se og høre om hvordan hun bruger mulden. Mette har store ambitioner for sin have og fortalte livligt omkring de mange muligheder; Mette og hendes mand Lasse har planlagt at skabe deres egen lille oase.
Det er et langsigtet projekt fortæller Mette, vi sætter grundstenene nu og måske om fem år, kan vi høste frugterne af vores arbejde. Mette og Lasse vil skabe en spiselig have med stier rundt mellem lindetræer og buske, kastanjer, havtorn, jordbær og urter, for blot at nævne nogle af elementer haven vil indeholde. Mette og Lasse har netop bygget en krydderurtespiral, hvor mulden fra Tvedemose er placeret i bunden, med almindelig jord ovenpå, som krydderurterne dyrkes i.
I haven ude foran deres stråtækkede bindingsværkshus satte vi os i solen med en kop kaffe, og snakkede omkring fordelene ved at bruge mulden i opbygningen af haven. Mettes to små hunde var tydeligvis i forårshumør, og med halen i sky løb de rundt i haven, når de ikke stod og lovrede med halen, for dem skulle der også være tid til at snakke med.
Mulden kan bruges i hele haven
Mette vil bruge mulden over alt i hendes have, med flere forskellige formål. Først og fremmest er det for at tilføre næring til jorden omkring de kommende træer, buske, urter og planter. Desuden bliver mulden pløjet ned i områder med tung og leret jord for at gøre den mere luftig og let. Flere steder hvor Mette lægger mulden ud, vil hun først lægge pap. Pappet bremser ukrudtet og bliver langsomt komposteret, hvormed mulden og den eksisterende jord bliver til et.
Mette er god til at fortælle omkring hendes værdier omkring sundhed og bæredygtighed, som hun føler afspejles i den kommende have og glæder sig til at kunne se, dufte og smage på frugterne af det hårde arbejde. Selv om det kan være lidt svært at se det endelige billede for sig nu, er der ikke tvivl om at Mette og Lasse har lagt en klar plan og vi fra Tvedemose vil følge rejsen, som først lige er begyndt. Skulle du have lyst til også at følge med i udviklingen af Mette og familiens have, kan du følge Piledamsskovhave på Instagram.
Så er der kommet liv i havefolket
Hver lørdag fra kl.08-12 har vi åben så du kan du læsse muld til din have på Tvedemose og i lørdags var der virkelig godt gang i salget. Fra store dele af Sydsjælland kom forårsglade besøgende med deres trailer og fyldte den med økologisk muld. En del smuttede også ind forbi butikken og købte lidt svampe med hjem. Vidste du at vi på Tvedemose holder stalddørssalg. I hverdage fra kl.8-16 og i weekenden fra kl.8-12, har du mulighed for at købe vores lækre svampe. Du henvender dig i pakrummet, så sørger nogle af vores medarbejdere for at du bliver betjent.
Er foråret på vej?
Kan det være rigtigt, er det virkelig foråret der er på vej? For mindre end en mdr. siden så det sådan her ud på Tvedemose og i går spiste vi frokost i solen – hvor er det bare herligt.
Det er ved at være tid til at komme i haven og vil du gøre noget godt for din have, skulle du komme forbi Tvedemose lørdag formiddag. Hver lørdag har vi åben for salg af muld til haven. Den næringsrige muld skaber liv i haven, så spænd traileren bag på og kig forbi.
Påsken nærmer sig
Påsketiden nærmer sig, og for os her på Tvedemose betyder det øget efterspørgsel på vores fantastiske svampe til påskefrokoster og familiesammenkomster. Efter vi lancerede pulled kejserhatte er der mange der har fået øjnene op for, den ikke bare flotte, men også smagfulde svamp. Er du på udkig efter noget unikt til påskefrokosten, skulle du prøve Kejserhatten – Kig i Dansk Supermarked, Coop eller Dagrofa’s butikker efter den royale svamp.
Retur fra Foodexpo
Foodexpo i Herning var en fornøjelse, tre intensive dage med gode oplevelser, inspirerende snakke med mad-entuisiaster og networking. Ikke mindre end 26.000 besøgte Foodexpo som blandt andet bestod af hele tre økohaller. Vi stod i økohallerne der var bygget op som en markedsplads, hvilket gav rum til besøgende frit kunne bevæge sig rundt mellem standende. En god oplevelse med et tiltag der ændrede de traditionelle slangegange med stande på hver side.
Tre dage med smagsprøver, historier om Tvedemose og vores dyrkningsprincipper går hurtigt. Tirsdag aften efter messen lukkede, pakkede vi sammen igen og vendte næsen hjemad med nye kontakter og en god oplevelse rigere.
Foodexpo i Herning
Det er søndag morgen og vi er vi klar til at byde velkommen til besøgende på Tvedemose-standen til Foodexpo i Herning.
Tidligt i går pakkede vi bilen og kørte mod det midtjyske, for at gøre standen klar. Med højt humør og friske svampe gjorde vi klar på standen, fik en lille snak med de andre udstillere og gav hinanden high-five inden vi kørte mod indlogering i et hus, udlejet gennem air-bnb.
Nu står vi klar på standen og venter spændt på at dørene åbnes. Det bliver tre fantastiske dage håber vi. Denne gang har vi allieret os med en kok, Christine Bille, og samtidig har vi udviklet opskrifter til lejligheden. Især pulled kejserhatte er vi spændt på hvordan bliver modtaget. Kejserhatten er i sandhed en fantastisk svamp med 50% højere tørstof en almindelige champignon er den fantastisk at langtidsstege/grille – den bliver mør, saftig og virkelig lækker.
En sommerdag fløj vi en tur hen over Tvedemose. Slå lyd og undertekster til og flyv med.
Økologiske kejserhatte dyrkes i små flasker. Kejserhatten fordobler størrelsen hvert døgn – med denne lille film, kan du få et lille indblik i hvordan det ser ud.
Kvalitet, passion og godt håndværk går hånd i hånd, når lokale småproducenter fremstiller deres helt unikke fødevarer. TV2 ØST tager i deres serie “En Bid af Danmark”, rundt i landet og besøger de virksomheder, der står bag alle lækkerierne.
LandTV har besøgt dyrkningshallerne hos Tvedemose Champignon, hvor møg fra 2000 heste over hele Sjælland løbende omdannes til kompostgrundlaget for svampe-produktionen.
Se videoen om Tvedemose her.